Netflix’ dokumentar, Inside Bill’s Brain, viser, hvordan Bill Gates to gange om året isolerer sig i en skovhytte i en uge for at læse og tænke uden distraktion. Det var under en af disse “Think Weeks” tilbage i 1995, at Gates kom med sit berømte memo, The Internet Tidal Wave.
Han har altid været sådan. I bogen The Innovators beskrev forfatteren Walter Isaacson Gates’ tilbøjelighed til dybdegående arbejde som den egenskab, der adskilte ham fra Allen. Allen balancerede mange ideer og passioner, men Gates var konstant dybt optaget af emner. Mens han designede software med BASIC-sproget til Altair-computeren i otte uger i træk, faldt Gates i søvn på sit tastatur midt i at skrive kode, kun for at fortsætte, hvor han slap, når han vågnede.
I bogen Deep Work argumenterer Cal Newport for, at regelmæssigt dybdearbejde er en superkraft i det 21. århundrede.
I en vidensøkonomi opnår tre grupper en fordel:
- Dem, der kan arbejde godt og kreativt med intelligente maskiner
- Dem, der er de bedste til det, de kan
- Dem med adgang til kapital
Efterhånden som maskiner automatiserer flere og flere opgaver, er dagens vindere dem, der hurtigt kan lære nye, komplekse færdigheder og præstere konsekvent på et højt niveau. Og internettet og teknologien har gjort talentpuljen universelt tilgængelig. En højtuddannet medarbejder til vidensarbejde kan i stigende grad arbejde hvor som helst.
Dette skaber en magtlov for, hvem der drager fordel af en vidensøkonomi.
I en banebrydende artikel fra 1981 udarbejdede økonomen Sherwin Rosen matematikken bag disse “vinderen tager det hele”-markeder. En af hans vigtigste indsigter var eksplicit at modellere talent—mærket med variablen q i sine formler—som en faktor med “uperfekt substitution”, hvilket Rosen forklarer som følger: “Det at høre en række middelmådige sangere giver ikke én fremragende præstation.” Med andre ord er talent ikke en vare, man kan købe i store mængder og kombinere for at nå de nødvendige niveauer: Der er en præmie for at være den bedste. Derfor, hvis man er på et marked, hvor forbrugeren har adgang til alle kunstnere, og alles q-værdi er klar, vil forbrugeren vælge den allerbedste. Selv hvis talentfordelen for de bedste er lille sammenlignet med det næste trin nede på kompetencestigen, vinder superstjernerne stadig størstedelen af markedet.
Sagen med dybdegående arbejde er, at bevidst udøvelse af en færdighed ikke kan sameksistere med distraktion. Bevidst udøvelse kræver uafbrudt opmærksomhed, hvilket er vanskeligt i en distraheret, sammenkoblet verden, der går ind for “åbne kontorer”. Newport kan ikke lide åbne kontorer.
Hvor meget tid brugte medarbejderne hos Atlantic Media på at flytte information rundt i stedet for at fokusere på de specialiserede opgaver, de var ansat til at udføre? Fast besluttet på at besvare dette spørgsmål indsamlede Tom Cochran virksomhedsdækkende statistikker om e-mails sendt pr. dag og det gennemsnitlige antal ord pr. e-mail. Han kombinerede derefter disse tal med medarbejdernes gennemsnitlige skrivehastighed, læsehastighed og løn. Resultatet: Han opdagede, at Atlantic Media brugte langt over 1 mio. dollars om året på at betale folk for at behandle e-mails, hvor hver besked sendt eller modtaget beløb sig til virksomheden for omkring 95 cent i lønomkostninger. “En ‘gratis og gnidningsfri’ kommunikationsmetode,” opsummerede Cochran, “havde bløde omkostninger svarende til at anskaffe et lille firma, Learjet.”
Newport skriver, hvordan Yahoos tidligere administrerende direktør, Marissa Mayer, forbød medarbejdere at arbejde hjemmefra efter at have tjekket serverloggene for det virtuelle private netværk, som medarbejderne bruger til at logge ind på virksomhedens servere:
Mayer var skuffet, fordi de medarbejdere, der arbejdede hjemmefra, ikke loggede ind nok i løbet af dagen. Hun straffede på en måde sine medarbejdere for ikke at bruge mere tid på at tjekke e-mails (en af de primære grunde til at logge ind på serverne).
Hvis man ikke har synligt travlt, signalerede hun,så går jeg ud fra, at man ikke er produktiv.
Newport beskriver dette problem som et “metrisk sort hul”, fordi det er svært for organisationer at finde ud af det. Det er en skjult offeromkostning. Som den franske økonom Thomas Piketty har sagt: “Det er objektivt vanskeligt at måle individuelt bidrag til en virksomheds output.” Men de ting, der ikke kan måles, er nogle gange de vigtigste.
Sådan øver du dybdegående arbejde
Erkend at dit energiniveau svinger og falder.
Du kan kun gå i dybden med dit arbejde i et fast antal timer om dagen.
I Ericssons skelsættende artikel fra 1993 med titlen “The Role of Deliberate Practice in the Acquisition of Expert Performance” dedikerer han et afsnit til at gennemgå, hvad forskningslitteraturen afslører om en persons evne til kognitivt krævende arbejde. Ericsson bemærker, at for en begynder virker en time om dagen med intens koncentration at være en grænse, mens det for eksperter kan udvides til så mange som fire timer—men sjældent mere.
Ligesom muskler kræver en høj kognitiv arbejdsbyrde restitution.
Hvis du bliver ved med at afbryde din aften for at tjekke og besvare e-mails, eller sætter et par timer til side efter aftensmaden for at indhente en deadline, berøver du dine målrettede fokuscentre den hvile, de har brug for til at restitutere.
Arbejd mindre.
Richard Feynman har sagt:
For at lave rigtig godt fysikarbejde, skal man bruge en lang periode. Det kræver en masse koncentration. Hvis man har et job med at administrere noget som helst, har man ikke tid. Så jeg har opfundet endnu en myte for mig selv: at jeg er uansvarlig. Jeg er aktivt uansvarlig. Jeg fortæller alle, at jeg ikke laver noget. Hvis nogen beder mig om at sidde i et optagelsesudvalg,
nej, så siger jeg til dem: Jeg er uansvarlig.
Det er når en masse små kedelige opgaver tankeløst bliver tilføjet til en to-do-liste, at man mister overblikket over, hvad der skaber værdi, uden at det skaber en kumulativ effekt i det, man lægger sin energi i.
Hastige e-mails, instant messaging, møder om møder og sociale medier giver dig en behagelig følelse af at have travlt. Det skyldes, at det underholder dig fra at yde en indsats for at producere de bedste ting, du er i stand til at skabe, hvilket ifølge Newport tvinger dig til at konfrontere muligheden for, at dit bedste (endnu) ikke er så godt. At have kunstigt travlt er en nem udvej, men det får dig til at arbejde hårdere og længere. Som Warren Buffett har sagt: “Du skal have kontrol over din tid, og det kan du ikke, medmindre du siger nej. Du kan ikke lade folk sætte din dagsorden i livet.”
Newport fortæller en historie om Jason Fried, medstifter af Basecamp. Jason fandt ud af, at en forkortelse af virksomhedens arbejdsuge fra fem til fire—mandag til torsdag—ikke gjorde nogen forskel i mængden af arbejde, medarbejderne udførte i løbet af ugen. Så de gjorde ændringen permanent.
Som Fried forklarer:
Meget få mennesker arbejder bare 8 timer om dagen. Du er heldig, hvis du får et par gode timer imellem alle de møder, afbrydelser, websurfing, kontorpolitik og personlige gøremål, der gennemsyrer den typiske arbejdsdag.
Færre officielle arbejdstimer er med til at presse fedtet ud af den typiske arbejdsuge. Når alle har mindre tid til at få deres ting gjort, respekterer de den tid endnu mere. Folk bliver nærige med deres tid, og det er en god ting. De spilder den ikke på ting, der bare ikke betyder noget. Når man har færre timer, bruger man dem normalt mere klogt.
Stop med at multitaske.
Nøglen er at komme i en tilstand, hvor du er tvunget til at træffe svære valg hele tiden. Hvis dine tanker er over det hele, kan du ikke komme i gang med dybdegående arbejde.
Så vi har skalaer, der giver os mulighed for at opdele folk i folk, der multitasker hele tiden, og folk, der sjældent gør det, og forskellene er bemærkelsesværdige. Folk, der multitasker hele tiden, kan ikke filtrere irrelevans fra. De kan ikke styre en arbejdshukommelse. De er kronisk distraherede. De aktiverer meget større dele af deres hjerne, der er irrelevante for den aktuelle opgave…de er stort set mentale vrag.
To ting er vigtige for at undgå at komme i multitasking-tilstand: planlæg din tid og fjern distraktioner.
Vend din tankegang om.
Jeg foreslår et alternativ til internet-sabbatten. I stedet for at planlægge en lejlighedsvis pause fra distraktion, så du kan fokusere, bør du i stedet planlægge en lejlighedsvis pause fra fokus for at give efter for distraktion.
Det lyder udmattende, men som Cal argumenterer for, er der fordele for ens velbefindende ved at tænke på denne måde.
Det dovne sind er djævelens værksted. Når du mister fokus, har dit sind en tendens til at fokusere på, hvad der kunne være galt med dit liv, i stedet for hvad der er rigtigt.
Den ikke-intuitive kendsgerning er, at arbejde er nemmere at nyde end fritid, forudsat at du elsker det, du laver. Arbejde har mål, feedbacks og udfordringer, som fritid ikke har—ting, der opfordrer dig til at blive involveret, koncentrere dig og komme ind i zonen. I The Inner Game omtaler forfatteren Timothy Gallwey dette som din flowtilstand, hvor du er fri for hæmninger. Fordi fritid er ustruktureret, kræver det en større indsats at blive formet til noget, der kan nydes.
Hvis du giver dit sind noget meningsfuldt at lave i alle dine vågne timer, vil du afslutte dagen mere tilfredsstillet og begynde den næste mere afslappet, end hvis du i stedet lader dit sind bade i timevis i halvbevidst og ustruktureret internetsurfing.
Folk kæmper mod begær hele dagen lang. Det er, når sindet holdes beskæftiget, at sådanne begær falder til ro. Det betyder at omfavne kedsomhed og forhindre sindet i at give efter for overfladiske begær, når man har fri fra arbejde.
Dybdegående arbejde er ikke noget, man omfavner de to til tre timer om dagen, hvor man koncentrerer sig. At træne sindet til at gå i dybden på det rigtige tidspunkt kræver øvelse og kræver, at man tænker på afslapningstid ikke som spild af tid, men som et produktivitetsværktøj.
Hvis ethvert øjeblik af potentiel kedsomhed i dit liv—f.eks. at skulle vente fem minutter i kø eller sidde alene på en restaurant, indtil en ven ankommer—lindres med et hurtigt blik på din smartphone, så er din hjerne sandsynligvis blevet omprogrammeret til et punkt, hvor den, ligesom de “mentale vrag” i [Clifford] Nass’ forskning, ikke er klar til dybdegående arbejde—selvom du regelmæssigt planlægger tid til at øve denne koncentration.
