Det var blevet en ugentlig tradition—en pause fra deres hektiske arbejdsuger.
Thomas og Frank elskede deres ugentlige tennisaftale. De mødtes på den lokale bane hver torsdag kl. 20.00. Begge var lige gode tennisspillere, og dette irriterede dem begge i en sådan grad, at deres kampe ofte udviklede sig til livlige slagsmål.
Selvom Thomas og Frank forbedrede hinanden, var de stadig amatører. De opførte sig dog, som om de ikke var det. Sporten var vokset så meget på dem, at de mødtes hver anden weekend foran fjernsynet for at se en professionel tenniskamp, lære nogle teknikker og drikke et par øl.
Det var igen torsdag, og Thomas og Frank blev denne gang enige om at spille en hel kamp. Begge fast besluttede på at vinde, tog de deres bedste tennistøj på, varmede op og tog endda deres koner med til kampen for at tælle point og holde styr på reglerne. Det her var alvorligt.
Det startede med spændende dueller. Thomas sendte kraftfulde skud over nettet, mens Frank returnerede mirakuløse slices. Når Frank sendte en hård smash, forsøgte Thomas et backspin. Det fortsatte, indtil de begge havde vundet et sæt.
Selv mens de var trætte, hamrede Thomas hårde bolde, og Frank slicede løs. Det kunne have lignet en professionel tenniskamp, hvis det ikke var for én ting: bolden blev sjældent holdt i spil. Thomas og Frank kunne kun returnere tre eller fire bolde, før den var ude af banen eller i nettet, fordi en af dem forsøgte et brillant, men dristigt skud.
Frank så mønsteret og ændrede sin strategi. I stedet for at forsøge at lave fantastiske skud, fokuserede han klogt på at holde bolden i spil. Når bolden blev sat op til et perfekt skud, forblev han forsigtig og rolig og fokuserede udelukkende på at få bolden over på modstanderens banehalvdel.
Det fungerede strålende.
For hver flittig bold, Frank sendte, hoppede Thomas forgæves rundt på banen i et forsøg på at ramme et perfekt skud, der ville være uden for Franks rækkevidde. Men selvom det nogle gange lykkedes, gjorde det for det meste ikke. Ofte gik bolden lige i nettet eller over stregen. Frank endte med at vinde kampen, mens Thomas rasede over, hvordan det kunne ske.
Hemmeligheden var, at Frank indså, at han spillede et “taberens spil” og handlede derefter. I stedet for at vinde kampen via evne, lod han Thomas besejre sig selv.
Denne lektie gælder for mange aspekter af livet: kend hvilken slags spil, du spiller, før du spiller det.
Ideen om taberens konra vinderens spil stammer fra Simon Ramo i bogen “Extraordinary Tennis for the Ordinary Tennis Player“. Dr. Ramo, en videnskabsmand og statistiker af hjertet, testede sin hypotese om taberens spil i en tenniskamp med en smart, men simpel metode. I stedet for at tælle point på den konventionelle måde, tællede han kun vundne point kontra tabte point. Han så en vedvarende tendens: I professionel tennis vindes ~80% af pointene på grund af fremragende slag; i amatørtennis tabes ~80% af pointene på grund af dumme fejl. Mens professionelle tennisspillere spiller et vinderens spil, spiller amatørtennisspillere et taberens spil.
Hans konklusion var simpel: For at vinde i amatørtennis skal man undgå fejl. Og måden at undgå fejl på er at være forsigtig, holde bolden i spil og lade den anden spiller besejre sig selv. Den anden spiller vil forsøge at slå dig, men en aktivistisk strategi vil ikke virke. Hans forsøg på at vinde flere point øger kun hans fejlrate. Det virker, fordi modstanderen ikke er klar over, at han spiller et taberens spil.
Giv den anden fyr så mange muligheder som muligt for at begå fejl, og han vil gøre det.—Simon Ramo
Det er ikke kun tennis. Ethvert spil kan vurderes ud fra den mentale model af vinderens og taberens spil. Det vigtige er, om du kan finde ud af, hvilket spil du har at gøre med, og justere din strategi derefter.
Vinderens spil er, hvor resultatet afhænger af spillerens evner, som f.eks. skak, sprint og vægtløftning.
Taberens spil er, hvor spillerne kæmper for at konkurrere mod selve spillet. I sådanne spil gør man større fremskridt ved at undgå fejl i stedet for at træffe geniale beslutninger. Krig er det ultimative taberens spil. Kasinoer er selvfølgelig et taberens spil. Amatørtennis er et taberens spil.
Der er også felter, hvor spillet vender om midtvejs. For eksempel bruger boksere i starten en masse energi på at slå hinanden ud. Hvis ingen af dem lykkes efter et par runder, handler spillet om udholdenhed, og hvem der kan overleve de fleste slag. Et vinderens spil bliver til et taberens spil.
Der findes ét stort taberens spil, der fortsætter med at narre milliarder af mennesker. Det er sandsynligvis det mest spændende af dem alle, og det suger folk ind hver dag i forsøget på at vinde spillet gennem en vinderens spilsstrategi. Men fordi det er et forsøg på at gøre det umulige, virker det næsten aldrig.
Taberens investeringsspil
Det er bemærkelsesværdigt, hvor stor en langsigtet fordel folk som os har fået ved at forsøge konsekvent at være ikke dumme, i stedet for at forsøge at være meget intelligente.—Charlie Munger
Det er gradvist ved at blive alment kendt, at størstedelen af professionelle investorer—dem, der har viet deres karriere og dag til at udvælge aktier—ikke slår markedet. Markedet slår dem.
I sin artikel fra 1975 med titlen “The Loser’s Game”, udgivet i Financial Analysts Journal, skrev forfatteren Charles Ellis om dette fænomen. Hans afhandling blev senere omsat til en bog.
Charles Ellis skriver:
Troen på, at aktive forvaltere kan slå markedet, er baseret på to antagelser: (1) likviditet, der tilbydes på aktiemarkedet, er en fordel, og (2) institutionel investering er et vinderens spil.
Begge antagelser er forkerte. Men investeringsspillet fortsætter med at tiltrække kvikke, veltalende og overmodige individer, der fejlagtigt forsøger at spille et taberens spil ved at betragte det som et vinderens spil. De forvalter penge med uforholdsmæssig stor gevinst for øje, udsætter deres kunder for for stor risiko og opkræver for mange transaktionsgebyrer i processen.
Hvorfor? Fordi disse mennesker alle konkurrerer mod sig selv og forsøger at gøre det hurtigere end den anden. Da Ellis’ artikel blev udgivet i 1975, var den institutionelle andel af aktiemarkedet steget fra omkring 30% til 70% i løbet af de seneste årtier, mens den typiske omsætningshastighed for aktieporteføljer var gået fra 10% til 30%. Disse tal er steget til omkring 80% institutionelle investeringer, mens omsætningshastigheden for den gennemsnitlige aktiefond sandsynligvis er steget til et sted mellem 90% og 100%. Jagten på alfa er blevet et kapløb med tiden.
Et vinderens spil bliver til et taberens spil, når spillerne alle flokkes til det samme sted baseret på de tidlige spilleres vilde succeser. Så investeringsspillet var ikke altid et taberens spil. Spillet ændrede sig over tid i en proces, der startede et sted i 1960’erne.
De mennesker, der kom til Wall Street i 1960’erne, havde altid været—og forventede altid at være—vindere. De havde været formænd for deres klasser, holdkaptajner på universitetsholdet og 12-tals-studerende. De var kvikke, attraktive, udadvendte og ambitiøse. De var villige til at arbejde hårdt og tage chancer, fordi vores samfund havde givet dem mange og hyppige belønninger for sådan opførsel. De havde gået på Yale og Harvard Business School. Og de var hurtige til at erkende, at det store vinderspil blev spillet på Wall Street.
Kombiner det med, hvordan spilleværktøjerne har udviklet sig: Bloombergs på hvert skrivebord, CFA-charters, højfrekvent handel, computersimuleringer, globalisering, internettet og så videre. Og da institutionelle investorer er i et kapløb om større AUM afhængigt af kvartalsvise præstationer, er det ikke underligt, at spillerne ikke kan slå sig selv i deres eget spil. Deres indsats for at slå markedet er ikke længere den vigtigste del af løsningen. De er den vigtigste del af problemet.
Sådan vinder du taberens investeringsspil
Der er et par principper, der giver dig mulighed for at spille taberens spil og investere succesfuldt. De handler ikke om at være smart, selvom det er en nyttig egenskab.
Det er ikke nødvendigt at gøre ekstraordinære ting for at få ekstraordinære resultater.—Warren Buffett
Charles Ellis foreslår to løsninger: 1) at deltage i markedet ved udelukkende at investere i indeksfonde eller 2) at følge de fire følgende principper.
Princip 1: Sørg for at du spiller dit eget spil.
Kend din kompetencecirkel, og kend den godt. Lær de centrale lektier inden for adfærdsfinans, der kæmper imod din succes og lokker dig til at forsøge at spille et vinderens spil—især fordi Mr. Market er en af de mest forførende forførere nogensinde.
Princip 2: Hold det simpelt.
Det er en velsignelse, at du ikke har det problem, som mange professionelle investorer står over for, nemlig at levere kvartalsvise resultater. Du behøver ikke at træffe en beslutning, før den er lige midt i din slagzone, og så har du råd til at sidde på din røv.
Enkelhed, koncentration og økonomi i form af tid og indsats har været de kendetegnende for de bedste spilleres metoder, mens andre mistede vejen til succes ved at vandre i en labyrint af detaljer.
Princip 3: Koncentrer dig om dit forsvar.
Dine konkurrenter bruger næsten al deres analyseindsats på at træffe købsbeslutninger. Derfor bør man i et taberens spil bruge mest tid på at træffe salgsbeslutninger.
Næsten alle de virkelig store problemer, du vil opleve i det næste år, er i din portefølje lige nu; hvis du kunne reducere nogle af disse virkelig store problemer, ville du måske komme ud som vinder i taberens spil.
Eliminer de ting, der er meget gearede eller modarbejder samfundets interesser. Lad en anden vælge de ting. Lad den anden tabe, så du kan vinde. Sørg for, at du kan fortsætte med at spille ved at slå slag, der gør det næste slag let.
Der er gamle piloter og modige piloter, men der er ingen gamle, modige piloter.—E. Hamilton Lee
Princip 4: Tag det ikke personligt.
I investeringer er hårdere arbejde ikke korreleret med at opnå et bedre resultat. Vi er alle, som gruppe, fanget af normalfordelingen af klokkekurven. Måden at give dig selv den største chance for at være på den rigtige side af kurven er ved at fiske i den mindre overfyldte dam. Din succes vil ikke komme fra at blive bedre til at analysere virksomheder. Den vil komme fra at finde muligheder på steder, hvor andre ikke kigger.
De fleste i investeringsbranchen er “vindere”, der har vundet hele deres liv ved at være kloge, veltalende, disciplinerede og villige til at arbejde hårdt. De er så vant til at få succes ved at prøve hårdere og er så vant til at tro, at fiasko er fiaskoens egen skyld, at de kan tage det personligt, når de ser, at den gennemsnitlige professionelt forvaltede fond ikke kan følge med markedet, lige så lidt som John Henry kunne slå dampmaskinen.
